EUD Stemmer
Om kampagnen
Eleverne tar ordet
Mød os
Kontakt
Skorstensfejerelev træt af fordomme: - Politikerne ser sort på vores fag
Foto: Privatfoto.

Skorstensfejerelev træt af fordomme: - Politikerne ser sort på vores fag

Regina Bitsch, 21 år, uddanner sig til skorstensfejer på Skorstensfejerskolen i Tønder. Hun har læreplads hos Jyderupfejeren og bor i Nørre Asmindrup.

Har du et budskab til lokalpolitikerne i dit område? 

- De skal undgå at skræmme folk i klimadebatten. Alle partierne går op i at udfase alle oliefyr, og alle brændeovne skal også væk. Men så bliver jeg ligesom arbejdsløs, så der er jeg bestemt ikke enig. Der er selvfølgelig også andre opgaver, for vi følger med tiden, men det er jo ikke derfor, jeg er blevet skorstensfejer.

- Politikerne skal prøve at forklare borgerne, at deres brændeovne ikke er så usunde for klimaet, som de hele tiden siger. Selvfølgelig udleder de partikler, men partikeludledningen er slet ikke så stor, som mange tror. Jeg er bestemt ikke imod klimatiltag, men man skal få tallene med og kigge ordentligt på det i stedet for at se sort på det fra start. 

Er der noget i dit lokalområde, som du er træt af? 

- Der sker ikke noget fra min kommune. De ting, de lover, når man skal vælge dem, bliver ikke rigtig indført. Der bliver ikke ryddet fortove, når der falder sne, og ukrudt bliver heller ikke fjernet. Det går udover de ældre med deres rollatorer.

Er der et kommunalpolitisk emne, der optager dig?

- Jeg følger ikke så meget med i kommunalpolitik. Jeg hører mere på dem inde fra Borgen. Der bliver alligevel altid sagt, at der ikke er penge at give af i kommunerne. I sidste ende er det de store, man ser i tv, der styrer, og så følger kommunerne lidt med. Jeg har indtryk af, at de egentlig bare gør, hvad der bliver sagt. Jeg har ikke indtryk af, at de har særlig meget magt. 

Skal du stemme til kommunalvalget?

- Det er et rigtig godt spørgsmål. Jeg går meget op i ikke at være sofavælger. Siden jeg var 14 år, har jeg gået sindssyg meget op i politik og vidst, hvad jeg ville stemme på. Men efter jeg har arbejdet som skorstensfejer, er jeg kommet i tvivl. Jeg ved simpelthen ikke, hvem jeg skal stemme på mere. Alle politikere ser sort på vores fag. De ser ikke de gode ting ved faget. 

Læs om flere elever her: